LARS H.U.G. - BIOGRAFI

 

"Jeg synes, det største bidrag, man kan komme med, er at gøre det, man har lyst til og forsøge at være sig selv. Så kan man ikke komme tættere på noget som helst…" (H.U.G. 1996)

Født 11. september 1953 i Sorgenfri som Lars Haagensen. Kælenavnet Hug stammer fra barndommen og hang ved i mange år, indtil han i midten af 80erne fik forbud mod at bruge navnet officielt - og i stedet skiftede navn til Lars Hugh Uno Grammy alias Lars H.U.G.

Igennem alle sine aktive år som musiker har H.U.G. været en af de mest toneangivende, respekterede, eksperimenterende og originale danske kunstnere - med et udtryk, der rækker fra new wave og art rock over fuldtonet pop til jazz og senest et udspil, hvor H.U.G. også afslører sig som klassisk singer/songwriter. H.U.G. er ikke bare musiker, sanger, sangskriver og producer - men også en særegen billedkunstner, for hvem det visuelle altid har spillet en stor rolle i musikken, såvel i brugen af scenografi og lyssætning ved koncerterne som på de mange originale covers, der altid har præget hans udgivelser. (Hjemmesiden www.larswho.com er helliget H.U.G.s virke som billedkunstner).

I 1975 startede Lars H.U.G. på Kunstakademiet i Århus og mødte her den ligesindede Johnny Voss. Sammen med keyboardspilleren Jens Valo og trommeslageren Brill, dannede de det banebrydende band Kliche, der fra starten vakte opsigt med lige dele dogme og iørefaldende musik, der trak langt mere på udenlandske stilskabere som Roxy Music, Brian Eno, David Bowie og Kraftwerk, end på datidens danske lyd. Flerstemmig sang var forbudt, og Kliche satte en ære i at minde mere om arbejdsmænd på en futuristisk og atomdrevet fabrik end at ligne det gængse billede af rockstjerner. Kliche debuterede live i 1978 og var samme år blandt de deltagende bands i en markant punk-festival i Århus. Det førte året efter til gruppens medvirken med to tracks på den første danske punk- og new wave kompilering "Pære Punk", hvor Kliche absolut var det mest markante og pladeklare navn, ikke mindst med deres strømførende tonesætning af Formand Mao´s hyldestdigt til de revolutionære kinesiske "Militskvinder".

I 1980 udkom debutalbummet "Supertanker" - produceret af gruppen i samarbejde med Poul Bruun; stadig et af danskrockens mest markante værker og allerede ved udgivelsen udråbt til mesterværk og milepæl. "Militskvinder" blev gruppens første hit med sit markante og iørespringende "bab bab babba di åh" omkvæd, og fra starten byggede Kliche bro mellem de toneangivende kritikere og de, der bare hørte en god popsang. Debutalbummet var præget af skarpe og korte tekster, stort set renset for følelser, som i det ti minutter lange afslutningsnummer "Masselinien" (igen en tonesætning af et Mao-digt), hvor det igen og igen og udelukkende lød:

Folket og kun folket
Er drivkraften
I skabelsen af verdens historie

Live var Kliche en stærk og anderledes oplevelse på datidens rockscene med musikerne iklædt ens arbejds- eller beskyttelsesdragter og med en lyssætning, der indimellem kun bestod af neonlysrør sat i indkøbsvogne. "Der er ingen stille dage i Kliche", som det hed i en anmeldelse fra Dengang.

I 1982 kom opfølgeren "Okay Okay Boys" - Valo havde forladt gruppen til fordel for Nils Torp og på producersiden blev Poul Bruun og bandet suppleret med Hilly Michaels. Orkesteret var på forsiden symboliseret af piktogrammer af mænd, som man kender dem fra offentlige toiletter, og betegnende nok var det denne gang lykkedes Kliche at lave en hel sang, stort set uden nogen mening, ved at benytte sig af det fonetiske alfabet:

Bravo Charlie Radio
Omega November Romeo

…lød de første linier i en sang, der alligevel var så iørefaldende at alle hitkvaliteter var intakte. Præcis samme balancegang som Kliche også mestrede på tracks som "Bag De Røde Bjerge", "Pil På Himlen", "Oppenheimers Formiddag", og hvad de ellers hed, disse mærkværdige og alligevel meget umiddelbare sange, der hentede inspiration hos såvel Salomon og Buddah som i atomernes bevægelsesmønstre og Yves Kleins blå farve. Musikalsk med bas, guitar, keyboards og trommer der blandede sig med metal, reallyd og støj - og altid med Lars H.U.G.s markante stemme som det klare fixpunkt. Det skulle vise sig at Kliche spillede sin sidste koncert i 1983 - gruppen arbejdede ihærdigt på endnu et album i 84 - 85, men tæt på at være klar til udgivelse, valgte man alligevel at droppe albummet og opløse gruppen.

Som frontfigur og forsanger i Kliche var Lars H.U.G. på det nærmeste blevet synonym med dansk art rock, og det var ventet at han også som solist ville sætte en ny kunstnerisk dagsorden, hvad han til fulde indfriede i 1984 med solo-debuten "City Slang" og de koncerter, der fulgte albummet. Teksterne var hentet fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling af samme navn, og H.U.G. havde denne gang valgt selv at producere. Lyden var større, ordene anderledes og intet var helt som før, skønt albummet tydeligt fortsatte de musikalske strømninger, H.U.G. var startet med at udforske som medlem af Kliche.

Snart maser nattens gletcher
parkerne tomme -
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november

hed det karakteristisk i åbningssangen "Afsked". Firsernes store og hyldede danske digter tonesat af tidens ligeså hyldede sanger og sangskriver - det var hårdt og med en kuldslået skønhed, der var et præcist billede af den verden mange følte sig som del af. Og det var for de relativt få - "City Slang" er afgjort den mindst solgte af alle H.U.G.s udgivelser. Lars H.U.G. indførte på "City Slang" det kaotiske arbejdsprincip, han dyrkede i de næste mange år - at indspille mængder af musik med en lang række musikere som medvirkende, for derefter at redigere sig frem til det udtryk han ønskede at få frem. Live kørte H.U.G. og band den helt ud på overdrevet. Ved den første koncert efter udgivelsen af "City Slang" blev det meste af musikken afspillet fra en båndoptager, og de medvirkende musikere optrådte udklædte, med en opsigtsvækkende skuespiller undervejs i færd med at massakrere et automobil. Lars AutoopHug, kaldte sangeren sig betegnende nok ved den lejlighed.

Lars H.U.G. var efterhånden sat i bås som avantgardist, modernist og excentriker, men slog kontra allerede i ´86, hvor han varslede nye tider og ny musikalsk retning med den store og smukke popsingle "Elsker Dig For Evigt", skrevet til Kristian Levrings film "Et Skud Fra Hjertet". Sangen var også en del af mesterværket "Kysser Himlen Farvel", der udkom i 1987 til enstemmig kritikerros og stor publikumsbegejstring. Ti store, smukke, skæve og anderledes popsange med en særdeles veloplagt sanger som midtpunkt i en meget begavet, iderig og original musik, der sikrede H.U.G. sin første store kommercielle succes som solist. Med "Kysser Himlen Farvel" viste H.U.G. at popmusik sagtens kan være begavet og mangesidet, og at begavet og besjælet popmusik sagtens kan rumme stor dybde og smerte uden at miste det umiddelbare og direkte. Albummet og manden bag det fik alle tænkelige hædersbevisninger, og blev af det toneangivende danske magasin MM bl.a. kåret som Årets Navn og Årets Plade. H.U.G. var efterfølgende aldeles uundgåelig fra radiostationerne med sangene fra det nye album, og turneen måtte hele tiden forlænges. H.U.G. optrådte nu bl.a. under navnet Lars H.U.G. & The Yuppies, og turen fik overskriften "The Glasnost Tour". Som en personlig kommentar til tidens debat om kunst og kommercialisme, valgte Lars H.U.G. at gøre som sportsstjernerne og sælge alle ledige områder af sin påklædning til sponsorer, der fik firmanavn påsat. Og skønt der var fuldt tryk på den udadvendte del af karrieren, fik H.U.G. i perioden 86 - 88 også tid til at lave musik til diasserien "Ich Bin Ein Berliner", til tidsskriftet Atlas, hvor han lavede "Musicians Guide To The Sound Of The Universe" (elektron musik indspillet i DIEM Århus - artistens foretrukne musik af egne kompositioner) og til at spille sine første filmroller, i hhv. Niels Malmroos´ "Århus By Night" og Dan Turell-filmatiseringen "Mord I Paradis".

Efter en længere koncertpause stod H.U.G. igen frem på Roskilde Festival i sommeren ´88. Nu hed backingbandet The Copies, og repertoiret bestod overraskende og udelukkende af andres sange. En forløber for det kommende album "Kopy", der kom i oktober 1989 - med en H.U.G., der tog succesfuldt livtag med den danske sangskat, fra "Solen Er Så Rød Mor" (skrevet i 1913) til C.V. Jørgensens "Sæsonen Er Slut" (fra 1980). En imponerende indsats, ikke mindst fordi det overalt lykkedes H.U.G. at gøre sangene til sine egne og give hvert enkelt bidrag på albummet sit eget liv. Pludselig var sange som "Dansevise" og "Skibet Skal Sejle I Nat" langt væk fra Melodi Grand Prix, "Når Lygterne Tændes" (fra 1935) lød så nutidig, som var den skrevet i det øjeblik den blev sunget - mens Kim Larsens "Kvinde Min", Sebastians "Rose" og John Mogensens "Så Længe Jeg Lever" fik tilført en skarp melankoli, der havde været fraværende i de ellers uopslidelige originaler. Som en lille ekstra joke på albummet, fortolkede H.U.G. naturligvis også sig selv med en original kopi af Kliche´s "Aldrig Mere", det nærmeste nyrockerne dengang kom en kærlighedssang. "Kopy" er so far Lars H.U.G.s største kommercielle succes, med et salgstal på 130.000 eksemplarer, og ved uddelingen af Dansk Grammy i 1990, kvitterede man for sangen ved at tildele ham statuetten som "Årets Danske Sanger".

I vintrene ´88 og ´89 tog H.U.G. på malerophold i Spanien og udstillede bl.a. i København og i Odense de følgende år. Først i 1992 var der et nyt album på gaden, denne gang med overvejende originalt materiale. Titlen var "Blidt Over Dig", og indholdet blev bl.a. beskrevet som "…H.U.G.s bud på en popplade til de 90ere, hvor opsplitningen er tydeligere end før, landkort forandrer sig fra dag til dag og altings dobbelte natur er en del af livet." "Blidt Over Dig" var fortrinsvis indspillet med de musikere H.U.G. efterhånden havde arbejdet med i adskillige år, for fleres vedkommende siden "City Slang". Bandet hed nu The Zombies og raffinerede sammen med H.U.G. den popmusik, de efterhånden var trængt dybt ind under huden på. Sange som "Natsværmer" og ikke mindst den formidable udgave af den gamle evergreen "Hvorfor Er Lykken Så Lunefuld" var nye klassikere i såvel H.U.G.s efterhånden omfattende bagkatalog som, skulle det vise sig siden hen, på radiostationernes repertoire. Lars H.U.G. blev behørigt hyldet ved uddelingen af Dansk Grammy i 1993, hvor han fik 3 statuetter med hjem (Årets Danske Sanger, Årets Danske Album og Årets Danske Popudgivelse) mens hans faste cover-designer, Søren Kjær, løb med prisen for Årets Danske Cover.

Bortset fra opsamlingen "G.R.E.A.T.E.S.T." (der kom i ´94) var der ikke ny musik fra Lars H.U.G. før han i 1996 endnu engang skiftede musikalsk spor og udgav den meget jazzede "Kiss & Hug
(From A Happy Boy)". Mellemtiden var fortrinsvist gået med at male, at lave enkelte udstillinger og med adskillige maler-ophold i udlandet. Og uanset hvad publikum og medier havde ventet sig af H.U.G., var det ikke umiddelbart det album han leverede. Flere anmeldere var lunke - ikke mindst fordi H.U.G. havde forladt modersmålet til fordel for engelsk. Det blev det lange og seje træk der modbeviste skeptikerne. Sangeren og hans backingband (der var stort set identisk med jazzgruppen Once Around The Park) kaldte sig nu Lars Vegas & The Evergreens og gav massevis af koncerter overalt i Danmark i 1997 og ´98, og fra radiostationerne strømmede sange som "Please Love", "Waterfall" og ikke mindst "Backwards", den varme duet med svenske Lisa Ekdahl. Stille og roligt voksede "Kiss & Hug…" sig stor i bevidstheden hos publikum og albummet endte med at være H.U.G.s næststørste kommercielle succes til dato med mere end 120.000 solgte albums. Ved Grammy-uddelingen i 1997, var der igen 3 statuetter til H.U.G. - som Årets Danske Sanger og for at have begået Årets Danske Album og Årets Danske Popudgivelse.

Der var ingen koncerter med H.U.G. og hans eget repertoire i årene 1999 - 2002, men til gengæld optrådte han bl.a. flere gange sammen med DRs Underholdningsorkester og Cæcilie Norby med et repertoire, der var 100% signeret mesteren George Gerswhin. I 2000 udkom duetten med svenske Lill Lindfors, "Come Along", lavet til filmen "Hånden på hjertet" - og "Last Christmas", hentet fra albummet "The Spirit Of Christmas", hvor en række danske kunstnere tolkede juleklassikere. I juni 2001 optrådte Lars H.U.G. så langt væk som i Rio De Janeiro, Brasilien. H.U.G. spillede 3 livejobs som en del af et dansk kulturfremstød. Ved samme lejlighed påbegyndte H.U.G. et latin-inspireret album ved fire dages indspilninger med lokale musikere. Rio materialet tænkes færdigindspillet og udsendt i år 2004. Mens musikeren H.U.G. holdt lav profil, markerede billedkunstneren af samme navn sig til gengæld, bl.a. med udstillingen "1000 Billeder Uden Lyd" og senest det stærkt limiterede grafik- og musikprojekt "Mappedyret".

I løbet af en seks ugers periode i 2000 fik Lars H.U.G. skrevet en række nye sange: "De 11 nye numre, jeg har med på albummet, faldt ned i min turban - og først når de melder deres ankomst, er der grund til at gå videre og gå i gang med en ny cd… Uden frost kommer man jo heller ikke ud at prøve sine skøjter…", som H.U.G. selv beskriver den lange pause mellem udgivelserne. Den musikalske retning var en anden end sidst og pegede hen imod hvad man måske kunne kalde "Americana": rock, folk, country. Det var umiddelbart oplagt at søge mod USA til produktionen af de nye sange, og det var planlagt at H.U.G. skulle rejse dagen efter sin fødselsdag, 11. september 2001. Af oplagte årsager blev planen skrinlagt, og H.U.G. valgte i stedet at arbejde videre i Danmark med udgangspunkt i de ret omfattende demo-sessions han allerede havde lavet. Det nye album tog form i løbet af 2002, og resultatet af godt to og et halvt års arbejde udkommer i april 2003 under den drilske titel "Save Me From This Rock`n´Roll".

Marts 2003